GlaxoSmithKline logo

Etisk handling

I GSK har vi forpligtet os selv til at opretholde en kultur, som understøtter etisk handling. Det gør vi ved at iværksætte relevante arbejdsgange, ansætte de rigtige medarbejdere og udstyre dem med værktøjer til at træffe de rigtige valg på baggrund af etiske overvejelser.

Tilgang til etik i GSK Danmark

I Danmark arbejder GSK for at sikre etisk handlen og gennemsigtighed, både internt blandt medarbejdere og i medicinalindustrien.

Ved ansættelse trænes alle nye medarbejdere i GSK’s overordnede etiske regelsæt og vores danske ”Etikhåndbog”. Hvert år gennemfører alle medarbejdere en etik certificering, som tager udgangspunkt i Etikhåndbogen.

Etikhåndbogen tager udgangspunkt i GSK’s aktiviteter i Danmark og indeholder en grundlæggende beskrivelse af, hvordan vi ønsker at agere, og af de regler og love, vi skal overholde. Formålet med bogen er at give GSK’s medarbejdere i Danmark et fælles udgangspunkt i et sæt etiske spilleregler og danne grundlag for at træffe de rigtige beslutninger.

Etikhåndbogen opdateres jævnligt og er baseret på dansk lovgivning, samarbejdsaftalen mellem medicinalindustri og sundhedsfagligt personale, årsberetninger fra Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet, European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations’ ”Code of Practice on the Promotion of Medicines” og GSK’s ”European Promotion of Medicines Code of Practice”. Det vil altid være det strengeste regelsæt, der er gældende. Du kan læse etikhåndbogen her.

Etik i produktudvikling og marketing

De forskellige stadier af arbejdet med vores produkter, lige fra den tidlige udvikling til salget af produkterne, indebærer beslutninger med vekslende etiske elementer.

I forhold til produktudvikling er vores vigtigste prioritet vores patienters sikkerhed. Produkterne gennemgår derfor en række kliniske forsøg. Vi offentliggør alle resultater for vores markedsførte produkter i et centralt administreret ”Clinical Study Register”, som er offentligt tilgengæligt på http://www.gsk-clinicalstudyregister.com/.

Lifs etiske regler

I januar 2010 vedtog medlemmerne af Lægemiddelindustriforeningen, Lif, et sæt etiske regler, der sikrer en ramme for dialogen mellem lægemiddelvirksomheder og politikere/myndigheder, sådan at dialogen altid foregår på en åben, ærlig, redelig og troværdig måde. Lifs etiske regler sikrer samtidig, at parterne er økonomisk uafhængige af hinanden, og at samarbejdet og dialogen altid foregår således, at pressionsmuligheder parterne imellem er udelukket.

GSK har været stærkt engageret i udarbejdelsen og implementeringen af Lifs etiske regler og har naturligvis tilsluttet sig regelsættet. Af reglerne fremgår det også, at lægemiddelvirksomheder er forpligtede til at offentliggøre hvilke eksterne konsulenter, der måtte repræsentere de enkelte virksomheder over for politikere og/eller myndighedspersoner.

GSK kan i den forbindelse oplyse, at advokatfirmaerne Plesner og Bech-Bruun repræsenterer firmaet i sager, hvor der er behov for juridisk bistand.